Viktor Axelsen udspiller japaner og booker finaleplads i Malaysia Open
Viktor Axelsen er stadig i en klasse for sig selv, og det demonstrerede han endnu en gang lørdag, da han moste japanske Kanta Tsuneyama i semifinalerne ved Super 1000-turneringen Malaysia Open.
Blot 46 minutter tog det at nedlægge verdens nummer 26 med 21-7, 21-15.
Axelsen grundlagde sin overlegne sejr ved at sende Tsuneyama ud til første pause med 11-0 på tavlen.
På mindre end 20 minutter vandt fynboen første sæt 21-7, inden Tsuneyama forsøgte sig med lidt andre taktiske våben fra starten af andet sæt.
Det gav en tæt indledning, og Tsuneyama fulgte med til 7-7, inden Axelsen fik rettet til og kørte japaneren midt over. 20-10 førte han, inden han sløsede fem point væk og først udnyttede sin sjette matchbold.
I søndagens finale møder Axelsen på papiret en markant sværere modstander, når han skal op mod verdens nummer syv, japaneren Kodai Naraoka.
Naraoka møder dog muligvis op med halvtunge ben. Lørdag var han således ude i en regulær maratonkamp mod Kunlavut Vitidsarn fra Thailand.
Knap to timer var 21-årige Naraoka om at booke sin billet til finalen.
Naraoka har i forvejen ikke de bedste minder om sine tidligere opgør mod Axelsen. Verdensetteren fører 3-0 indbyrdes, og de seneste to seneste nederlag faldt i december.
Her tabte Naraoka klart til danskeren i gruppespillet ved sæsonfinalen, BWF World Tour Finals, men kan måske finde lidt trøst i sin tabte semifinale mod danskeren ved den lejlighed.
Den unge japaner vandt således første sæt og førte 19-17 i andet, inden Axelsen strammede sig an og styrede videre mod den senere turneringssejr.