Villarreal-spiller melder Valverde til politiet efter slag på parkeringsplads efter kamp
Det skriver Villarreal på deres hjemmeside.
"Alex Baena blev angrebet, da han vej mod holdbussen efter kampen mod Real Madrid på Santiago Bernabeu," skriver klubben.
"I lyset af situationen har spilleren valgt at anmelde overfaldsmanden til det nationale politi. Villarreal vil igen gerne vise sin foragt over for enhver form for vold og tror fuldt og fast på spillerens version af, hvad der er sket, og vil støtte ham igennem denne proces."
Federico Valverde bliver ikke nævnt af Villarreal, men ifølge flere spanske medier var det altså uruguayaneren, der slog Alex Baena, efter at Real Madrid-spilleren havde stået og ventet på ham ved Villarreals holdbus efter kampen.
Den spanske avis Marca citerer kilder, der skulle være tæt på Valverde, for at Alex Baena angiveligt havde sagt noget om Valverdes dengang ufødte barn, da de to hold mødte hinanden i januar.
I februar fortalte Valverdes partner, Mina Bonini, at parret en overgang troede, de havde mistet barnet, men at det efterfølgende viste sig, at der ikke var noget galt.
Alex Baena skulle ifølge Marca igen have sagt noget om Valverdes barn under lørdagens kamp, hvilket så skulle have ført til konfrontationen ved bussen.