Vingegaard basker sydamerikansk duo: Tager sæsonens første sejr i Galicien
Selvom Jonas Vingegaard torsdag teknisk set åbnede sæsonen, så var det først fredag, at den forsvarende danske dobbelte Tour de France-vinder for alvor åbnede op for benene. Torsdagens enkeltstart var nemlig neutraliserede, og derfor på det nærmeste rullede danskeren til mål.
Det gjorde han langt fra fredag, hvor der var 151 særdeles kuperede kilometer på menuen for de startende ryttere i årets O Gran Camiño, som Vingegaard vandt i suveræn stil i seneste sæson. På dagens afsluttende stigning, Alto de San Pedro, rykkede danskeren fra alt og alle og tog sæsonens første sejr.
Danskeren satte sit angreb ind med lidt under syv kilometer til mål, og selvom danskeren i første omgang fik en sydamerikansk duo bestående af ecuadorianske Jefferson Alveiro Cepeda og den colombianske Tour-vinder fra 2019, Egan Bernal, med på slæb, så fastholdte danskeren så høj en fart mod toppen af stigningen, at begge måtte strække gevær.
Dermed kunne danskeren køre alene over målstregen i Chantada, efterfulgt af Egan Bernal og Jefferson Alveiro Cepeda, og fejre karrierens professionelle sejr nummer 28 og sin fjerde etapesejr i O Gran Camiño ud af fem mulige, efter sin dominans i løbet i 2023, hvor det blev til tre etapesejre.
Tidligere på etapen var et større udbrud sluppet afsted, hvor blandt andet den 24-årige hollandske Illes Balears Arabay Cycling-rytter Alex Molenaar var med, og kontinentalrytteren formåede at hægte sig på en mindre gruppe af forfølgere på dagens sidste stigning, hvorfor det blev til en flot, flot sjetteplads for hollænderen, der blandt andet fik skovlen under Richard Carapaz og Ruben Guerreiro.
Netop Guerreiro og Carapaz var på forhånd udset som nogle af Vingegaards største umiddelbare konkurrenter i kampen om den samlede sejr, men med dagens udbrud opbygger den 27-årige dansker et solidt forspring i det samlede klassement, hvor torsdagens vinder på den tidsneutraliserede enkeltstart, Joshua Tarling, måtte aflevere den gule førertrøje.
Lørdag venter en markant mindre kuperet etape på 173 kilometer, når rytterne kører fra Xinzo de Limia til Castelo de Ribadavia, inden der søndag igen venter en hård afslutning for rytterne, når der køres 158 kilometer fra Ponteareas til Tui, der afsluttes med to stigninger i første kategori, herunder målstigningen til Monte Aloia.
Med sejren til Vingegaard var der dobbelt op til Team Visma-Lease a Bike, der tidligere fredag kunne se holdets fremmeste sprinter, 22-årige hollandske Olav Kooij, slå belgiske Tim Merlier med et mulehår på femte etape af årets UAE Tour.