Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Voldsomt skuffet Viborg--træner efter nederlag: "Det irriterer mig grænseløst"

Ritzau
Viborgs cheftræner Jacob Friis under superligakampen mellem Silkeborg IF og Viborg FF i Silkeborg
Viborgs cheftræner Jacob Friis under superligakampen mellem Silkeborg IF og Viborg FF i SilkeborgBo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det er ikke mange måneder siden, at Viborg FF bød sig til i medaljekampen af Superligaen indtil allersidste spillerunde af 2022/23-sæsonen.

Klubben er imidlertid kommet lidt ned på jorden igen i denne sæson, hvor der blot er hentet ni point i de første ni runder, og den ustabile pointhøst ærgrer træner Jacob Friis.

"Jeg havde håbet, at der var lidt mere stabilitet i holdet, men der er vi ikke lige nu."

"Jeg havde også håbet, at der var flere spillere, der for alvor havde sparket døren ind på nuværende tidspunkt, men jeg må indrømme, at jeg stadig er i tvivl om, hvem der byder sig bedst til. Vi mangler nogle stabile præstationer både som hold og på de enkelte positioner."

"Jeg synes eksempelvis, at vi har nogle spændende kantspillere. Det er også derfor, at det irriterer mig, at de ikke byder sig mere til med en række stabile præstationer", siger Viborg-træneren.

Viborg sagde i sommerens transfervindue farvel til markante spillere som Elias Achouri, Anton Gaaei og Clint Leemans, og det er store sko, som resten af truppen skal udfylde.

Senest tabte holdet søndag 0-2 i Silkeborg i en kamp, hvor Viborg havde store udfordringer med at skabe chancer mod Silkeborg-defensiven, og den mangelfulde præstation nager Jacob Friis.

"Jeg er irriteret over en præstation så langt under niveau, og jeg er irriteret over, at vores præstationer er så ustabile. At vi slet ikke formåede at udfordre Silkeborg i første halvleg, irriterer mig grænseløst."

"Vi kom bagud, og så formåede vi slet ikke at bryde rytmen i Silkeborgs spil. Vi var for omstændige, og vi manglede variation i spillet", siger Jacob Friis.

Viborg er kun fem point foran Vejle, der er placeret på ligaens næstsidsteplads.

Holdets midterforsvar Nicolas Bürgy ærgrer sig over nederlaget og efterlyser noget vilje hos spillerne.

"Jeg er skuffet, for vi ved inderst inde godt, at det var en fuldt fortjent sejr til Silkeborg. De er bare bedre end os på alle punkter for tiden, og det gør ondt, fordi klubberne er meget sammenlignelige."

"Vi skal arbejde hårdere og gå tilbage til det, som vi gjorde godt før. Virkeligheden kan være hård nogle gange, men kampen var et godt billede af, hvor vi står lige nu."

"Hvis man kigger på sidste sæson, så viste vi, at vi godt kan gøre det bedre. Men jeg føler lidt, at vi ikke investerer nok, og jeg ser ikke nok energi og vilje for tiden", siger forsvarsspilleren.

I næste runde skal Viborg møde AGF på hjemmebane.