Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Voldsomt styrt spøger fortsat hos norsk alpinstjerne: Infektion koster hele sæsonen

Ritzau
Aleksander Aamodt Kilde har ikke været i aktion, siden han styrtede slemt i Wengen i januar.
Aleksander Aamodt Kilde har ikke været i aktion, siden han styrtede slemt i Wengen i januar.Marco Bertorello/AFP
Aleksander Aamodt Kilde har fået en infektion efter en skulderoperation og skal under kniven igen.

Alpinsæsonen indledes på søndag og varer frem til slutningen af marts, men allerede nu står det klart, at den uheldige norske stjerne Aleksander Aamodt Kilde misser hele sæsonen.

Tilbage i januar kom han alvorligt til skade i skulderen og læggen ved et styrtløb i schweiziske Wengen, og i flere måneder sad han i kørestol. Selv om han i sommer var tilbage på ski, er han aldrig kommet sig helt.

En infektion efter en skulderoperation har drillet Aamodt Kilde, og den koster ham nu hele den alpine World Cup-sæson.

"Desværre udviklede en skulderinfektion sig i juli, og det har givet komplikationer. Efter ti uger med antibiotika har jeg brug for en ny operation for at få skulderen på 100 procent."

"Det betyder desværre, at jeg ikke kommer til at konkurrere i denne sæson, men jeg er fuldt engageret i min rehabilitering, og jeg arbejder hårdt for at kunne lave et stærkt comeback," siger den 32-årige nordmand ifølge NTB.

Han skal snart igennem en operation i venstre skulder.

Aleksander Aamodt Kilde har i løbet af sin karriere vundet 21 World Cup-løb. Han udmærker sig særligt i disciplinerne styrtløb og super-G.

Han har vundet World Cuppen to gange i begge discipliner, og i 2020 vandt han den samlede World Cup. Han har også VM-sølvmedaljer i de to fartdiscipliner.

Han er forlovet med den amerikanske alpindronning Mikaela Shiffrin, der med 97 World Cup-sejre er den mest vindende i historien.