Vragede A-landsholdsspillere tager med U21 til Frankrig
Det har U21-landstræner Steffen Højer udnyttet. De tidligere FC København-talenter skal være med til at tømre det unge danske landshold sammen.
September byder således på to testkampe. Først venter Frankrig på udebane 7. september, og derefter kommer Slovakiet til Vejle 11. september.
Victor Kristiansen og Mohamed Daramy er udtaget sammen med blandt andre Mathias Kvistgaarden fra Brøndby, Filip Jörgensen fra Villarreal og Maurits Kjærgaard fra Red Bull Salzburg.
"Det er en stærk dansk trup, som rejser sammen til Frankrig, hvor der venter en stor opgave", siger U21-landstræner Steffen Højer.
"Vi glæder os alle til at være samlet og træne sammen igen. Frankrig er et topklassehold med mange fremtidige stjerner, som nok skal give os kamp til stregen".
"Og så bliver det fantastisk at komme tilbage til vores hjemmebane i Vejle og møde værterne for EM 2025, Slovakiet, i en forhåbentligt underholdende kamp. Jeg kan ikke vente med at komme i gang", siger Steffen Højer.
U21-landsholdet skal bruge de to kampe til at løfte sit niveau efter en lidt blandet indledning på EM-kvalifikationen, hvor danskerne indtil videre har spillet to kampe.
Der blev lagt ud med en planmæssig sejr over Litauen, men i det seneste opgør måtte Steffen Højers mandskab nøjes med uafgjort mod Wales.
De næste kvalifikationskampe ligger i oktober. Her skal Danmark møde Tjekkiet og Wales.