Vuelta-sensation blev opdaget i hjemmet: Nu skal han køre på hold med Pogacar
Han tog cykelverdenen med storm, da han i årets Vuelta a España leverede ikke bare én men to etapesejre i løbet af bare tre dage.
Jay Vine, 26 år og australier, kørte sin blot anden Grand Tour i en endnu kort professionel karriere, og det var sågar karrierens to første og hidtil eneste sejre, den stærke bjergrytter hentede i dagene sidst i august.
Kontrakten med Alpecin-Deceuninck, der også har stjernen Mathieu van der Poel i folden, løb faktisk frem til udgang af næste sæson, men sådan kommer det ikke til at være alligevel.
For torsdag kunne UAE Team Emirates nemlig fortælle, at man har sikret australierens underskrift på en toårig aftale.
Opdaget i hjemmet
Debuten som professionel cykelrytter kom noget sent for 26-årige Jay Vine, der først sidste år, i 2021, kom til Alpecin-mandskabet.
Godt nok imponerede Vine i det traditionsrige Herald Sun Tour tilbage i 2020, hvor han blev samlet femmer efter blandt andre Giro-vinder og landsmand Jai Hindley, men det var faktisk ikke på landevejen, at australieren fik sit helt store gennembrud.
Gennembruddet kom nemlig foran skærmen i hjemmet, hvor Jay Vine deltog i Zwift Academy, hvor ryttere på en såkaldt hometrainer kører virtuelt cykelløb mod hinanden. Vine vandt hele molevitten og som resultat fik han en kontrakt med Alpecin-Deceuninck.
"Jeg er virkelig taknemmelig for de chancer, Alpecin har givet mig, og hvordan de har hjulpet mig med at finde min plads i feltet," fortæller Jay Vine til sit nye holds hjemmeside.
Kan blive endnu bedre
De to etapesejre i Vuelta a España er langt fra de eneste gode resultater, 26-årige Jay Vine har leveret på landevejen de seneste to sæsoner.
Allerede i sit første år som professionel viste Vine flotte takter med en samlet andenplads i Tour of Turkey og en tredjeplads på en hård bjergetape i sit første Vuelta.
Men særligt i år, i sæson to, har Vine vist talentet for at køre opad. Igen leverede han en samlet andenplads i Tour of Turkey, før han også blev toer i klassementet i Tour of Norway, hvor kun stjernefrøet Remco Evenepoel overgik ham.
"Han har bevist sig selv som en topklatrer, og vi føler, at der stadig er plads til at forbedre og udvikle ham yderligere på landevejen. Han kom relativt sent ind i cykelsporten, men har udviklet sig lynhurtigt og har vist en god mentalitet og en reel vilje til komme til vores hold," kommenterer UAE Team Emirates' schweiziske direktør Mauro Gianetti.
Respekterer beslutningen
Hos Alpecin-Deceuninck lægges der ikke skjul på skuffelsen over, at Jay Vine har valgt at bryde kontrakten med det belgiske mandskab for at rykke til Tadej Pogacars hold.
"Vi ville gerne have haft ham hos os i længere tid, men vi respekterer hans beslutning om at forlade holdet tidligere," kommer det fra Alpecin-Deceuninck ifølge VeloNews.
"Jay er beviset på, at Zwift Academy fungerer. Men Zwift Academy handler også om at skabe muligheder, og hvis Jay Vine føler, at han kan udvikle sig hurtigere som klassementsrytter hos UAE Team Emirates, så vil vi ikke stå i vejen for den mulighed, selv med hans sene debut som professionel."
Foruden den dobbelte Tour-vinder Tadej Pogacar, får Jay Vine også danske Mikkel Bjerg som holdkammerat på UAE Team Emirates i næste sæson.