Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Wass taknemmelig for støtte ovenpå dødsfald i familien: Det viser, hvad det er for en klub

Ritzau
Daniel Wass fejrede sit mål søndag med en gestus mod himlen. I optakten til forårssæsonen forlod han holdets træningslejr grundet dødsfald i familien.
Daniel Wass fejrede sit mål søndag med en gestus mod himlen. I optakten til forårssæsonen forlod han holdets træningslejr grundet dødsfald i familien.Teis Markfoged/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Det havde en speciel betydning for Daniel Wass, at han kom på tavlen i søndagens 5-2-sejr over AC Horsens.

For lidt over en uge siden meddelte Brøndby, at højrebacken havde forladt holdets træningslejr grundet et dødsfald i familien.

Søndag fejrede Wass så sin 2-2-scoring ved flere gange at kysse sine hænder og pege mod himlen, og det var ifølge hovedpersonen selv relateret til det familiemedlem, Wass-familien for nylig mistede.

"Det betyder noget ekstra qua de ting, der er sket," siger Daniel Wass og bekræfter, at målfejringen relaterede sig til dødsfaldet.

Wass ønskede ikke at gå yderligere ind i detaljerne omkring det mistede familiemedlem, men Brøndby-profilen ville gerne takke de fans, der havde medbragt et banner til kampen med teksten: "Kondolencer til dig og familien Wass."

"Jeg så banneret, og jeg er utrolig taknemmelig over den støtte. Det er utrolig flot, og det viser bare, hvad dette er for en klub. Det er en familieklub, hvor alle bakker op om hinanden. Det er fantastisk," siger Wass.

Brøndby-træner Jesper Sørensen noterede sig også, at målet betød ekstra meget for Wass, der ifølge cheftræneren har håndteret den hårde periode rigtig flot.

"Jeg kunne se, hvor meget det betød for Daniel med den scoring, og også hvor han sendte scoringen hen," siger Jesper Sørensen og roser Wass for måden at håndtere den seneste uge på.

"Han har haft rigeligt med overskud, men det har været følelsesladet for ham at miste en, han har nær. Det kan jeg godt forstå. Det er det for os alle. Men han har trænet upåklageligt og leverede også en god kamp," siger Jesper Sørensen.

Daniel Wass stod for 2-2-scoringen i Brøndbys 5-2-sejr over Horsens, som betyder, at holdet nu placerer sig på ottendepladsen i Superligaen.