Wind høster stor ros i Bundesligaen: "En af de bedste med ryggen mod mål"
Jonas Wind er kommet flyvende ud af starthullerne i Bundesligaen i denne sæson, og det går ikke ubemærket hen. Landsholdsangriberen bliver hyldet af blandt andet sin træner, Niko Kovac, for at "være kommet særdeles fit tilbage fra sommerferien".
Danskeren er ikke kendt for at være den spiller med den største fart i benene, men det er han fremragende til at kompensere for, lyder det.
Og på trods af, at et billede af Jonas Wind, der på årets Roskilde Festival blev fanget med slangen fra en såkaldt øl-bong i munden, har floreret livligt i Tyskland, så er det ikke noget, der har plettet billedet af en angriber, der ifølge det tyske medie fremstår som antitesen til den tidligere, danske angriber i klubben, Nicklas Bendtner.
Wind bliver beskrevet som en både ydmyg og jordbunden type, der er fortsat med at have en fest, efter han kom tilbage fra ferien, men nu foregår den på banen.
Facit indtil videre er fire mål og en assist i løbet af de første tre kampe i Bundesligaen. Dermed har han været den primære årsag til, at Volkswagen-klubben nu befinder sig på syvendepladsen i Bundesligaen.
Hans tidligere manager i Wolfsburg, Florian Kohfeldt, hylder i artiklen Winds evner med ryggen til mål, hvor han beskriver ham som "en af de bedste angribere i ligaen, selvom hastigheden kan være et problem." Hans højeste topfart i denne sæson er således målt til blot 30.4 km/t. Hans taktiske forståelse og timing kompenserer dog rigeligt for dette.
Herudover får Wolfsburgs nier ros for at være en angriber, der i den grad har øje for medspillerne, og det giver deres offensiv en større fleksibilitet, når Wind søger ned i banen, holder i bolden og dirigerer den videre til klubbens hurtige kantspillere.
Til sidst bliver Winds personlighed også rost, da han beskrives som en "cool og afslappet type, der ved, hvad han vil, men "pakker den ind i skandinavisk coolness", lyder det også fra Kohlfeldt, der dermed giver sin tidligere spiller flotte skudsmål med videre ind i sæsonen, hvor Wind i den grad er varm indtil videre.