DIF hjalp bryder til dansk pas gennem bøvlede regler
Da den 21-årige bryder med tjetjenske rødder i december 2022 bestod indfødsretsprøven og dermed opfyldte betingelserne for at få dansk pas, var ventetiden på 22 måneder.
Det er lykkedes at korte 14 måneder af ventetiden, efter at DIF har sat en advokat på sagen.
"Det er et enormt svært system at blive klog på".
"Vi har derfor spurgt en advokat, hvad skulle der til, og så fandt vi en vej", siger OL-chef i DIF Søren Simonsen.
Det endte med, at Turpal Bisultanovs sag blev bragt op i Folketingets indfødsretsudvalg, hvor bryderen fik dispensation.
"Det er en allemandsret. Det har været vigtigt for os, at vi ikke har taget pladsen fra andre. Vi har kun været med til at fremskynde processen", siger Søren Simonsen.
Han fortæller, at sportschefen i Dansk Brydeforbund, Thor Hyllegaard, har taget det største slæb i papirarbejdet.
"Vi har i DIF betalt en advokat for nogle bistandstimer, så vi var sikre på, at processen foregik korrekt, og vi ikke begik fodfejl - eller at Turpal og Thor begik fodfejl", siger Søren Simonsen.
DIF har ikke for vane at hjælpe topatleter, der mangler et dansk statsborgerskab.
At DIF har hjulpet Turpal Bisultanov er heller ikke ensbetydende med, at forbundet er parat til at hjælpe hvem som helst, der måtte ønske det.
"Vi har i dette tilfælde hjulpet en dreng, der er opvokset i Danmark, har lært at bryde i Danmark og er dansker".
"Vi kommer ikke til at stille op for nogen eller hjælpe nogen til at få dansk pas, hvis ikke de er et produkt at dansk idræt", siger Søren Simonsen.
OL-chefen var til stede, da Turpal Bisultanov tirsdag formelt fik sit danske statsborgerskab ved en ceremoni på rådhuset i Nykøbing F.