Xabi Alonso efter nederlaget mod Arsenal: Vi var langt under vores standard
Efter et nederlag på 1-4 mod Arsenal i en træningskamp var både cheftræner Xabi Alonso og spillerne hurtige til at sætte ord på den skuffende præstation. Det skriver det tyske medie Kicker.
"Det var en vigtig påmindelse for os i forberedelserne," lyder det fra Xabi Alonso, der var tydeligt utilfreds med holdets præstation.
"Vi var langt under vores standard, og langt fra det niveau vi ønsker at være på."
Granit Xhaka vendte tilbage til Emirates Stadium for første gang siden sin tid som Arsenal-spiller, og den schweiziske landsholdsstjerne kunne heller ikke skjule sin skuffelse.
"Det var en følelsesladet oplevelse at være tilbage, men resultatet var ikke det vigtigste i dag – det var vores præstation. Og den var langt fra optimal mod en stærk modstander," sagde Xhaka, der blev mødt af stående ovationer fra de omkring 60.000 tilskuere, da han blev skiftet ud med 10 minutter igen.
Arsenal dominerede kampen fra start, og efter blot ni minutter var Leverkusen bagud 0-2 på to hurtige scoringer af Oleksandr Zinchenko og Leandro Trossard.
"Vi var for passive og manglede aggressivitet i vores defensive arbejde," indrømmer midterforsvareren Edmond Tapsoba.
"Vi var altid et skridt bagud, og det må ikke ske igen. Vi skal være mere pågående mod sådanne modstandere.", lyder det fra den 25-årige forsvarsspiller fra Burkina Faso.
Alonso var ligeledes skarp i sin kritik.
"Vi skal glemme sidste sæson og fokusere på den kommende sæson, hvis vi vil være konkurrencedygtige. Måske havde vi brug for et wake-up call – og det fik vi i dag."
Selvom det kun var en træningskamp, har nederlaget alligevel gjort indtryk på Leverkusen-truppen, der allerede på lørdag møder Real Betis i en vigtig generalprøve før sæsonstarten.
Alonso håber, at kampen mod Betis vil give holdet det nødvendige løft, der skal til for at finde tilbage til deres bedste niveau.
"Vi har stadig meget arbejde foran os, men vi er fast besluttede på at komme tilbage på sporet”, lyder det fra Alonso.
Første betydende kamp for Leverkusen er den tyske Super Cup finale, der afvikles d. 17. august mod Stuttgart.
De regerende tyske mestre indleder sæsonen mod Borussia Mönchengladbach seks dage snere på udebane.