Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Xavi: Piqué er en legende, og viser ekstraordinært format ved at træde til side nu

Søren Jakobsen
Xavi: Piqué er en legende, og viser ekstraordinært format ved at træde til side nu
Xavi: Piqué er en legende, og viser ekstraordinært format ved at træde til side nuAFP
FC Barcelonas cheftræner Xavi hylder den mangeårige forsvarsgeneral Gerard Piqué, der torsdag meddelte, at han stopper sin karriere efter de næste to kampe i La Liga. Piqué skylder ikke klubben noget som helst, siger cheftræneren fredag. Ifølge træneren fortjener han i stedet al mulig ros for at have format til selv at trække stikket, før andre gør det for ham.

Gerard Piqué offentliggjorde torsdag aften, at han stopper sin karriere med stort set øjeblikkelig virkning. Kun to kampe mod henholdsvis Almeria og Osasuna adskiller nu Piqué fra en status som fodboldpensionist.

Beslutningen kommer i kølvandet på længere tids kritik af Piqué, der ikke længere er at regne som fast mand i startopstillingen. Et sted, han ellers har befundet sig med stor sikkerhed siden sin tilbagekomst fra Manchester United til Barcelona i 2008. 

På det seneste har han dog været sat helt tilbage i køen som femtevalg med danske Andreas Christensen, Ronald Araújo, Jules Koundé, og Eric García foran sig. Dette har naturligt medført, at der har været spekulationer om, hvorvidt Piqués meget høje løn og fremskredne alder kunne medføre et skifte til eksempelvis MLS.

Nu blev det altså i stedet et karrierestop, og Barcas træner Xavi mener, at det er stort format selv at sige stop.

Har været ærlig over for Piqué

Træneren oplyste på pressemødet inden Almeria-kampen, hvor der nærmest kun blev spurgt til Piqué, at han har været helt ærlig over sin tidligere holdkammerat siden sæsonstart.

"Inden sæsonstart fortalte jeg ham om mine intentioner. Det var en af de sværeste dage i min karriere, fordi jeg sætter så stor pris på ham. Men det sker for os alle. Man spiller pludselig mindre og føler sig mindre og mindre nyttig. Gerard har været et forbillede for hele holdet. Medspillere, ungdomsspillere og staben. Han er modig, konkurrencedygtig, en vinder, han har ingen komplekser eller frygt. Han er intelligent ud over det normale, og han har været en af de bedste forsvarsspillere i historien. Han fortjener al hyldest i morgen (lørdag, red.) mod Almeria, sagde Xavi endvidere på pressemødet.

Piqué har spillet intet mindre end 616 kampe i sin tid i Barcelona. Det gør ham til den femtestørste i klubbens historie, hvad det tal angår. Lionel Messi og træner Xavi er nummer et og to på denne liste med henholdsvis 778 og 767 kampe for Blaugrana.